Bestyrelsesmøde den 14. august 2024 Referat.
Status på økonomi:
Kasserer Helge oplyste, at foreningens økonomi er helt som forventet. Ingen uregelmæssigheder.
Status på grønt udvalg.
Torben oplyste, at der som sædvanlig er behov for at rykke gartneren for arbejder, som ikke udføres som aftalt i kontrakten. Det drejer sig aktuelt om klipning af spiræa hækken, ligesom stien ved birketræerne ikke er renset for ukrudt som aftalt. Torben følger op.
Grønt udvalg efterlyser en præcisering af hvem (kommunen eller grundejerforeningen) der har ansvar for at holde fliserne langs Birkevang fri for ukrudt. Bestyrelsen følger op.
Fjernvarme
Vedrørende etablering af fjernvarme kunne vi konstatere, at nedgravning af rør nærmer sig. Men arbejdet er endnu ikke nået frem til Birkevang. Planlægning af gravearbejdet i og omkring Birkevang, den sidste fase i vangerne, er endnu ikke gennemført.
Bestyrelsen har et ønske om at kunne sikre sig at vigtig information når frem til alle grundejere. Ikke mindst under arbejdet med fjernvarme. Den værende ordning med automatisk mailbesked, når der er nyt på hjemmesiden, fungerer godt. Men vi har ikke mulighed for at se, hvilke grundejere som ikke er tilmeldt. Vi planlægger derfor en aktivitet, for sikre, alle der ønsker det, den bedst mulige information om fjernvarmen. Mere herom når vi er tættere på at arbejdet med etablering af fjernvarme påbegyndes.
Den eksisterende ordning, hvor man kan tilmelde sig advisering om nyt på hjemmesiden fortsætter som hidtil.
YouSee
Vi har modtaget et forslag fra YouSee som ønsker at skifte vores eksisterende TV aftale ud med en ny aftale. Det foreslås, at fiber bredbånd bliver det fælles element, som opkræves via grundejerkontingentet. Og hvor TV-pakker og streaming af øvrige kanaler indgås i abonnementer direkte mellem den enkelte bruger og YouSee. Begrundelsen for YouSee´s henvendelse er, at de anser fiber bredbånd, kombineret med individuelle TV-pakker og streaming som mere fremtidssikret end den værende ordning.
Desuden oplyser YouSee, at coax løsninger, som den vi har, vil blive udfaset. Der er ikke sat tid på, hvornår en sådan udfasning måtte ske. Til den tid skal vi naturligvis tage stilling til, hvordan en eventuel fortsat kollektiv aftale skal se ud.
Bestyrelsen har takket nej til tilbuddet fra YouSee. Dels har vi en fleksibilitet med den nuværende ordning som gør, at man kan vælge sin helt egen løsning. Og dels ser vi ikke besparelsen ved den foreslåede løsning som værende attraktiv.
Vi forudser, at YouSee formentlig vil forfølge sagen. Men kun hvis der kommer et bedre forslag vil vi gå videre og involvere grundejerne. Vi følger naturligvis også udviklingen på området løbende.
For en god ordens skyld skal vi oplyse, at den værende ordning er vedtaget på en generalforsamling. Og ændringer som den foreslåede, vil tilsvarende skulle behandlers på en generalforsamling.