Referat af ordinær generalforsamling i Grundejerforeningen Birkeparken 2023
Afholdt i Fløng Forsamlingshus, torsdag den 27. april 2023
Dagsorden for generalforsamlingen
- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
- Forslag fra medlemmerne
- Forslag fra bestyrelsen, herunder fremlæggelse af budget for det kommende år, samt fastsættelse af kontingent
- Valg af formand
- Valg af 2 medlemmer til bestyrelsen
- Valg af 1 suppleant til bestyrelsen
- Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
- Eventuelt
1. Valg af dirigent
Arne fra nummer 19 blev foreslået som dirigent af bestyrelsen. Han takkede ja, blev af de tilstedeværende valgt som dirigent.
Dirigenten kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.
Forsamlingen foreslog Rune fra nummer 29 som referent. Rune accepterede og blev valgt til dette.
2. Formandens beretning
Formandens beretning kan læses i sin helhed via dette link FORMANDENS BERETNING.
Herunder uddrag af beretningen.
Grønt udvalg
Udvalget er fungerende, men Svend Aage, der har været en drivende kraft, har desværre valgt at træde ud, efter i mange år at have gjort et kæmpe stykke arbejde. Foreningen takkede Svend Aage for den utroligt store indsats gennem årene.
Alle der har lyst til at deltage i det grønne udvalg, kan kontakte det via groentudvalg@grfbirkevang.dk eller bestyrelsen på bestyrelsen@grfbirkevang.dk
Da vores nuværende gartner ikke har ønsket at forlænge aftalen, har Torben fået indgået en aftale med P. O. Anlæg fra Roskilde, der overtager vedligehold af vores fælles grønne arealer.
Torben er kontaktperson i forhold til overholdelse af aftalen, og har sammen med grønt udvalg kontakten til vores gartner.
Før generalforsamlingens afslutning fik udvalget to nye tilkendegivelser om at deltage i udvalget.
Grønt udvalg består derfor af: Lene Hansen og nye blev Hilde Rasmussen og Bodil Jensen og Torben.
Yousee og Fibernet
Der er nu etableret fibernet i langt de fleste ejendomme, og man begynder så småt at kunne tage det i brug. Den fælles løsning med Tv-signal (og Internet hvis man tilvælger det) via Coax fortsætter som hidtil. Du kan læse om forskellen på Coax og Fibernet her; https://yousee.dk/fibernet-vs-coax
Vores aftale med YouSee fortsætter som hidtil, men det er ikke muligt at lave fællesaftaler på Fibernet, hvorfor opkrævning af abonnement for dette overgår fra Grundejerforeningen til den udbyder man selv måtte vælge.
Ønsker man at træde ud af Grundejerforeningens fælles Tv-signal løsning, skal det ske via Kasseren, da husstandene er tilmeldt via vores fællesordning, og kontingentet skal justeres til ikke at opkræve for Tv-signalet.
Kasseren kan kontaktes via bestyrelsen@grfbirkevang.dk
De skader der er opstået på vores veje ved gravearbejdet under etableringen af fibernet, har bestyrelsen sendt til DKTV, der har stået for arbejdet. Det er især asfalteringen der ikke slutter tæt, der har vakt bekymring. DKTV har meddelt at de i løbet af de næste måneder vil gå reparationerne efter, som en del af deres faste procedurer ved gravearbejde.
Lokalplan
En samlet revision af grænseflader mellem lokalplan, servitutter og vedtægter, er blevet udskudt på grund af manglende ressourcer. I forbindelse med en anden verserende sag, er det endnu engang blevet bekræftet fra Plan- og Miljø, at ændring af lokalplanerne næppe kommer til at ske. Ændring af dem vil være for omfattende
Fjernvarme
Planen for etablering af fjernvarme i vores område er uændret 2024. Af Høje Taastrup Fjernvarmes plan fremstår vores område til start på etablering i 2024. Detail plan er ikke tilgængelig på nuværende tidspunkt. Ca. 6 måneder før fjernvarme er til rådighed, afholder Høje Taastrup Fjernvarme et orienteringsmøde.
Solceller
Efter dialog med Plan- og Miljø, er der givet grønt lys for opsætning af solceller på den sydvendte tagflade på de rejste tage, inden for bestemte rammer.
Grundejere, som ønsker at opsætte solpaneler bedes kontakte bestyrelsen for mere detaljeret information, inden et arbejde eventuelt påbegyndes.
Kommunikation
Bestyrelsens ønsker at udbrede brugen af vores hjemmeside, og derved også opnå en hurtigere, mere omfattende og rettidig information fra bestyrelsen til alle medlemmer i grundejerforeningen.
Mange grundejere har tilmeldt sig orienteringsservice, hvor man modtager en mail, når der er nyt på hjemmesiden.
Ønsker man at tilmelde sig ordningen kan det nemt gøres på hjemmesiden. Tilmelding er frivillig, og mailadresser er beskyttet af vores GDPR-bestemmelser.
Vi har i et par år nærmet os en fuldstændig digital information udelukkende på hjemmesiden. Nu tager vi skridtet fuldt ud. Fremover vil al information fra bestyrelsen foregå digitalt, på hjemmesiden. Det gælder også indkaldelser til møder, generalforsamling og selskabelighed m.m.
Jubilæumsfest
Sidste år 2022 fyldte grundejerforeningen 50 år. I den anledning blev der afholdt en meget vellykket fest. Alle deltagerne havde en særdeles hyggelig aften.
Tak til Arne for talen til arrangementet.
Arne er en af dem, som har været med hele vejen i alle årene. Der er heldigvis stadig flere end Arne og Asta, som har boet her i 50 år. Ved en sådan lejlighed bliver man mindet om, at det er fint, at nogen kan huske bebyggelsens historie.
Tak til Lene for billederne, som hun havde samlet gennem årene. Tidligere var der fastelavns arrangementer med tøndeslagning hvert år. Nu er der ikke så mange børn, så tøndeslagning er ikke så aktuelt mere. Og tak for sangene, Lene og I andre som bidrog.
Tak til alle deltagerne, både de der har boet her i kort tid, og de der har boet her længere, for at have medbragt et særdeles godt humør, og skabe en rigtig hyggelig feststemning.
Bestyrelsen er blevet opfordret til at stable en sommer sammenkomst på benene igen i år.
Som den seneste sommerfest i et telt, et sted på fællesarealerne. Et mere ydmygt arrangement end jubilæet, og til egenbetaling, og med egen arbejdsindsats.
Men erfaringsmæssigt også meget hyggeligt, og værdsat af alle dem der deltager. Mere om det på et senere tidspunkt. Men alle som har lyst til at deltage i at stable dette på benene, må endelig ikke holde sig tilbage. Giv gerne bestyrelsen besked, så koordinerer vi hele balladen.
Bevarelse / godkendelse af skure udenfor rammeværket
På den seneste generalforsamling, blev vedtaget et forslag, om at bestyrelsen skulle søge tilladelse til opførelse af et skur udenfor rammeværket, samt lovliggørelse af allerede opførte skure.
Bestyrelsen har været løbende kontakt med Høje Tåstrup kommune omkring dette, og har takket nej til at der køres prøvesager på udvalgte matrikler. Foreningens ønske om ændring af lokalplan er blevet afvist, men vores ønske om at få løftet sagen fra forvaltningen til Plan- og Miljø udvalget, til politisk drøftelse, hvor det er vores mål at få enten en lovliggørelse eller en dispensation til etablerede skure udenfor rammeværket.
Udvalget afholder møde den 9. maj, hvor sagen forventes drøftet.
En udførlig beskrivelse af sagen kan læses i Formandens beretning her: FORMANDENS BERETNING.
Større grønne arbejder der udestår
Langs med facaderne på Birkevang, er vores beplantning efterhånden blevet noget uens. Og nogle steder er beplantningen til gene for beboerne.
Inden vi skiftede gartner, bad det Grønne udvalg, sammen med bestyrelsen vores gartner, om at komme med et forslag og en pris på et samlet arbejde på forskønnelse af hele området langs Birkevang.
Dette er desværre aldrig blevet til et reelt forslag, da gartneren i mellemtiden er stoppet hos os. Men behovet er der stadig, og bestyrelsen vil tage sagen op igen. Gerne med et nyt grønt udvalg.
Stien langs Østerled er nødlidende
Belægningen på fortovet og cykelstien langs Østerled er efterhånden i en meget dårlig forfatning. Faktisk er rendestene forvitrede i en sådan grad, at der ikke længere er tale om en sammenhængende rende.
Vi bør gøre noget for at sikre, at også dette område bliver sikkert at færdes på, og fremstår pænt og ordentligt, som vores bebyggelse som helhed gør. Vi har udskudt beslutning om udbedring, da der formentlig vil være tale om en krævende og dyr løsning. Og ikke mindst da vi ikke har et klart overblik over hvordan udbedring kan ske.
Nye gravearbejder
Om kort tid vil nedgravning af fjernvarmerør nå frem til vores område. Dette arbejde er større end det vi lige har haft med fibernet.
Bestyrelsen vil selvfølgelig bestræbe sig på at få indflydelse på hvor og hvordan arbejderne udføres, i den udstrækning det er muligt. Og vi vil løbende give information videre til grundejerne i den takt vi får ny viden. Bemærk i den forbindelse, at vi alene vil benytte hjemmesiden til at informere om de kommende arbejder.
Nyt samarbejdsforum
På initiativ fra Fløng Bylaug, var en lang række grundejerforeninger i Fløng, inviteret til at deltage i et samarbejdsforum under Bylauget. Et sådant forum er nu etableret.
Der afholdes foreløbigt ét møde årligt.
Emner som behandles, er endnu ikke rigtig besluttet. Dog var der på det indledende møde en stor interesse for at gøre en indsats for at reducere støjen fra motorvejen. Af andre emner blev etablering af fjernvarme nævnt. Der er dog endnu ikke aftalt konkrete initiativer.
Vi har meldt os som deltager i dette forum. Der er ikke knyttet særlige forpligtelser, økonomi eller kontingent til dette forum.
3. Forelæggelse af revideret regnskab
Kasseren gennemgik det reviderede regnskab, og regnskabet blev godkendt af generalforsamlingen.
Regnskabet findes på hjemmesiden via dette link; Regnskab 2022 / budget 2023
4. Forslag fra medlemmerne
Der var ingen forslag til behandling på generalforsamlingen fra foreningens medlemmer.
5. Forslag fra bestyrelsen, herunder fremlæggelse af budget for det næste år, samt fastsættelse af kontingent
Bestyrelsen fremlagde forslag til budget for 2023. Kontingentet fastholdes. Budgettet blev godkendt.
Læs budgettet via dette link; Regnskab 2022 / budget 2023
6. Valg af formand
Kell Michelsen stillede op som formand og blev genvalgt.
7. Valg af 2 medlemmer til bestyrelsen
Torben Steen Jensen og Rune Tangaa Stærkjær var på valg, og blev genvalgt.
8. Valg af 1 suppleant til bestyrelsen
Bent Rasmussen var på valg, og blev genvalgt.
9. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
Michael Haahr og Steen Lindgren blev genvalgt som revisorer.
Karen Henriksen blev genvalgt som revisorsuppleant.
10. Eventuelt
I årets løb har vi mistet Hanne og Kaj Olsen der er gået bort med kort mellemrum.
Æret være deres minde.
Der er ingen nye ejerforhold i årets løb, men der er 3 ejendomme der forventes at skifte ejerforhold.
Bestyrelsens sammensætning efter generalforsamlingen
Formand
Kell Michelsen
Næstformand
Flemming Vadskjær
Kasser
Helge Nedergaard
Bestyrelsesmedlemmer
Torben Steen Jensen
Rune Tangaa Stærkjær
Suppleanter
Bent Rasmussen
Vivi Justesen
Revisorer
Michael Haahr
Steen Lindgren
Revisor suppleant
Karen Henriksen
Repræsentant grønt udvalg
Torben Steen Jensen
Referent
Rune Tangaa Stærkjær
Referat kan hentes i printvenlig PDF format HER